Klub Langtved / Alrid

Alrid

langtved isheste alrid
 
Klub Langtved danner rammen for en gruppe af engagerede alridryttere - Langtved Ishestes Alridgruppe. I løbet af året arrangerer denne gruppe en række spændende alridaktiviteter med udgangspunkt i Langtveds faciliteter.

Program 2016

  • Søndag d. 10. januar er der introdag til ALRID med terræn, distance og pulsmåling.
  • Lørdag d. 16. januar er der lydighedstræning på Langtved i ridehallen ved Johanne Clemmensen.
  • Lørdag d. 27. februar er der lydighedstræning på Langtved i ridehallen ved Johanne Clemmensen.
  • Lørdag d. 2. april er der gangartstræning på Langtved på ovalbanen med Hanne Bjerre.
  • Lørdag d. 23. april er der terrænlydighed på Langtved.
  • Lørdag d. 21. og søndag d. 22. maj er der ALRID stævne på Langtved.
Se sidste nyt på facebookgruppen “Langtved Ishestes Alridgruppe”

langtved isheste alrid

ALRID er ...

Gangarter

Det absolut mest specielle ved den islandske hest er de 5 gangarter. Den alsidige islænder skal derfor vise, at den besidder mere end de 3 gangarter. I gangartsdisciplinen skal man fremvise 4 eller 5 gangarter, alt efter klasse og hvilken model, man vælger. Gangarterne vises på en ovalbane. Der rides enkeltvis, og man vælger selv i hvilken rækkefølge gangarterne skal vises.

Terrænlydighed

Den islandske hest skal være modig, robust og terrængående. Som alle heste skal den lytte til - og stole på sin rytter. Terrænlydighedsdisciplinen er ikke en springtest, men en udfordring til at hest og rytter sammen kan og tør forcere forskellige typer forhindringer og kan færdes sikkert i svært terræn. Der rides en rute på 2-7 km. Der vil være 10-20 forhindringer alt efter klasse. Forhindringerne kan være spring, men det kan også være andet naturen byder på: vandløb, skrænter, broer, slugter, grøfter og lignende. Højde og bredde på forhindringer afhænger af, hvilken alridsklasse man deltager i. Det er ikke størrelsen på springene, der er udfordringen, men nærmere det at kunne navigere med sin hest imellem dem.
 
Terrænlydighedsdisciplinen rides i forbindelse med udholdenhedsdisciplinen. Distancen skal rides inden for en bestemt tid, for at undgå strafpoint. Efter gennemførsel af de to discipliner, kontrolleres hesten af en dyrlæge, og den får målt puls. Dette er for at sikre, at hesten er i form til at gennemføre et alrid.

Udholdenhed

Den islandske hest skal være udholdende og hårdfør. I udholdenhedsdisciplinen skal hest og rytter tilbagelægge en distance inden for en given tid. Man rider 1-4 etaper af 4-7 km med 5 min. pause imellem hver. Udholdenhedsdisciplinen rides i umiddelbart forbindelse med terrænlydigheddisciplinen. Antal etaper, længden af distancen og ridehastighed, der skal gennemføres på, afhænger af terrænets sværhedsgrad samt hvilken alridsklasse, man deltager i. Udholdenhedsdisciplinen rides på skovveje, markveje, landevej, stier eller andre anlagte veje. Ruten er afmærket, og rytterne har inden gennemførsel mulighed for at danne sig et overblik over ruten via et kort.
 
Efter gennemførelsen af de to discipliner skal hesten gennemgå et dyrlægetjek og have målt puls. Det kendetegner hesten med god kondi, at den forholdsvis hurtigt kommer ned i puls.

Lydighed

Den islandske hest har lige så meget brug for at være velredet, som alle andre heste. Den skal være smidig og bruge sin krop rigtigt. I lydighedsdisciplinen rides et dressurprogram enkeltvis. Programmets sværhedsgrad afhænger af, hvilken alridsklasse man deltager i.

Hurtighed

Den islandske hest skal have masser af vilje til at bevæge sig. Den må altså ikke være doven og skal yde sit yderste når den bliver bedt om det.
 
Hurtighedsdisciplinen rides enkeltvis. Strækningen er 200-350 meter lang, og denne strækning skal tilbagelægges hurtigst muligt. Der vil være plads efter strækningen til at komme ned i fart igen.
 
 
langtved isheste alrid
Jón og Hans Olaf Stenild | Dybvadvej 124, 9740 Jerslev - Danmark | Tlf.: 28 15 39 40