Om Langtved Isheste / Avlsfilosofi

Avlsfilosofi

Vi vil avle heste, der giver glæde!

Vores drømmehest kan gå svære konkurrencer og rides af alle. På den måde kan den opfylde alle de krav, en rytter kunne have til sin ridehest, uanset om man vil ride stævner eller fede skovture.

Både vores hingste og avlshopper er derfor udvalgt efter følgende kriterier:

  • God psyke, hvorved vi forstår venlighed, samarbejdsvilje, nervefasthed og intelligens.
  • Adskilte, smidige gangarter med stor bevægelse og skridtlængde.
  • Positiv og styrbar ridevilje.
  • God udstråling med velrejst hals, lang og fyldig man, og udtryksfuldt hoved.
  • Robusthed.

Alt andet lige tilstræber vi desuden en vis farvemæssig variation ud fra tanken ”En flot farve gør ikke en god hest dårligere”.

Fra føl ...

Vi har udvalgt vores hopper og hingste, som indgår i avlen, ud fra, at de skal passe ind i vores avlsmål. Vi kender vores avlshopper meget godt, vi har selv uden undtagelse fået redet dem op og kåret. Mange af vores avlshopper har været redet af juniorer eller ungryttere og har samtidig gået svære klasser med Jón.

Vores ungheste går i store flokke på store kuperede arealer. På den måde forsøger vi at skabe de bedste miljømæssige forudsætninger for styrke, balance og robusthed. Livet i de store flokke gør dem mere modige og afbalancerede.

... til ridehest

Hestene bliver tilredet som 4 års, hvorefter de, med indlagte pauser, bliver trænet videre. Der bliver så lagt en langsigtet plan for hver enkelt hest. Nogle skal kåres, andre videreuddannes som konkurrenceheste, og andre igen skal blive dejlige turheste.

Vi har, allerede før vi går i gang med tilridningen, en meget klar forventning til, hvordan den enkelte hest bliver som ridehest. Vi har jo fulgt dem fra de var føl og kender deres forældre og nogle gange bedsteforældre. Netop denne indgående viden om hestens ophav og historie er en tryghed for os, når vi sælger en hest. Vi kan give hele historien om hesten, og vi ved, at den er håndteret korrekt igennem hele sit liv.


Skarphedin fra Langtved fungerede bl.a. som Jóns konkurrencehest. Han er nu solgt til en juniorrytter i Norge.

Jón og Hans Olaf Stenild | Dybvadvej 124, 9740 Jerslev - Danmark | Tlf.: 28 15 39 40